Jomfru Marias Sengehalm

This post is also available in: English

Jomfru Marias Sengehalm – Graalens Lys
Galium Verum
Født 15.8.2020. Tværsum 9, Solen
Lyset GØR ikke noget mod mørket, det SKINNER bare, citat Wellesley Tudor Pole.
Citat fra en gammel graalslegende: ”… i midten af disse går en kvinde som bærer et bæger, som er omspændt af lys…”
Fred mellem Mennesker

Allerede over en måned før sin fødsel begyndte Jomfru Marias Sengehalm at blomstre, og hendes blomstringstid varer ca. et par måneder. Hun kundgjorde sit komme i god tid og sagde, hun ville fødes den 15., og jeg troede først det var den 15.7., men det var den 15.8.: Mariæ Himmelfart. Katolikkerne mener, at Jomfru Maria var så ren og uplettet, at hun blev optaget i himmelen i sin fysiske krop.

I dagene før Jomfru Marias Sengehalms fødsel var der blidhed og stilhed, og som en sagte hvisken, jeg ikke var helt sikker på jeg havde hørt, sagde hun:

”Jeg tror ikke en konfrontation med det, der er urimeligt og styrende er løsningen. Set med mine øjne kan det skabe mere af det samme mørke, man prøver at bekæmpe. Jeg tror blot, at kærlighed og tilgivelse opløser alt.”

Om morgenen den dag hun skulle fødes, var verden indhyllet i tåge, og et sjældent syn, en trane fløj mig i møde, da jeg nærmede mig Snabe Igelsø. Og da jeg sang min morgensang ved søen, fløj den igennem tågen tværs over den dampende sø og tilbage igen. Tranen er kelternes symbol på den treenige gudinde: Jomfruen, moderen og den vise gamle kvinde. Og det syntes mig da, at søen var som en dampende gryde, en levende graal.

Jørgen havde endnu engang besluttet at være med til at skabe essensen, og vi fandt det rette sted i fællesskab en uges tid forinden, et sted, som under vores endelige vandring dertil den 15.8. forekom mig at være som Glastonbury Tor, for vi gik på en sti ad en smal landtange op ad ”dragens ryg” til halvøen Vesterø, hvorfra der er en storslået udsigt over Rørbæk sø og omgivelser.

Jomfru Marias Sengehalm havde fortalt mig, at hun ønskede at blive født sådan ca. kl. 15, da dette tidspunkt med hendes ord skulle være det varmeste tidspunkt på hele sommeren, og varmt var det, i forvejen var det hedebølge i Danmark, og så var himlen aldeles skyfri, så…

… hun begyndte sin tale således:

  • Et lille lys oplyser et stort mørke.
  • Salme 119:105 ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”
  • Vi vandrer gennem Verden, og vi er kaldet til at gå ud i dets mørke.
  • Jeg er bægeret, graalen, som rummer og bærer alt; Den graal du kun kan finde i dit hjerte. Bridgid’s hellige brønde og Dagda’s gryde kvæger min sjæl.
  • Jeg er Det Evige Lys, der brænder i kirker og synagoger verden over, jeg er vestalindernes hellige ild, druidernes evige flamme i Kildare; Mit lys kan aldrig slukkes.
  • Jeg er enkelhed, kærlighed, kraft og lys, og jeg har ingen grænser, for kun skabelsens uskrevne love hersker her, så hvis du følger mig, træder du ud i tidløsheden, evigheden.
  • Med Ærkeenglen Michael som min tro væbner, viser jeg dig vej på din pilgrimsvej, og ad ley linier, især Michaels og Mary’s linien er mine veje. Da ser du mig vokse i flok i mit eget pilgrims-fællesskab, og mine gule blomster er som lys i mørket. Når du passerer mig på din vej, da mærker du en duft af paradis og honning, og husker og ved: Jeg beskytter de vejfarende.
  • Ej skelner jeg mellem rig, fattig, dyr eller menneske. Jeg trøster de svage såvel som de stærke. Aldrig vil jeg nægte nogen noget.
  • Jeg er en kvindes lys, som vokser af jordens graal.
  • Jeg er fred og diplomati. Jeg lytter og giver andre en chance. Så her vokser jeg blandt røllike og klokkeblomst ved foden af en hvidtjørn.

I gamle dage hed Hun Frejas eller Friggs Sengehalm, og man lagde Hende under kvinder, der skulle føde. I Finland lagde man Hende også under de døde, for at lede deres sjæle på vej, når de skulle begraves, og hvis man har været udsat for incest, overgreb eller har fået vulvodyni siges den at hjælpe. Også mennesker der har været udsat for overfald verbalt som fysisk, kan slippe angsten og vreden og sætte sig selv fri takket være Jomfru Marias Sengehalms budskab og de stoffer planten rummer. Desuden er Hun rigtig god som røgelse, indeholder stoffet kumarin.

Ordet ley i ”ley lines” stammer fra oldengelsk læghrych og betyder kanten af en mark, og ganske rigtigt vokser Jomfru Marias Sengehalm, også kaldet Gul Snerre, ofte langs vejkanter, mark-kanter og på overdrev, for Hun trives bedst i lys på uopdyrket land.

Plantens latinske navn galium verum stammer fra ordet gala, der betyder mælk på græsk, og verum betyder ægte eller sand.

Jomfru Marias Sengehalm siges at hjælpe mod vattersot, bylder, eksem, næseblod, diarre, dysenteri, hæmorider, menstruation, mave- tarmsygdomme, podagra, hovedpine, kramper, epilepsi, hysteri og neurasteni (kronisk træthedssyndrom), den er urindrivende ved nyresygdomme, astringerende og blodstandsende samt smertestillende mod kolik.