This post is also available in: English
Løvetand – Mod
Taraxacum Officinale
Født 20.4.2020. Tværsum 1, Solen
Løvetand blev født på en solbeskinnet dag midt under corona krisen. Dagen var den første virkeligt varme dag, hvor man kunne sidde ude i shorts. Efterfølgende insisterede moder-essensen på, at den ville stå i vinduet et døgn for at følge solens og månens bane, for dette er både en sol- og en måne-blomst.
Få dage inden Løvetands fødsel kunne man flere dage i træk se et sjældent fænomen på himlen i Danmark, kaldet Sun Dog. Det er en regnbuecirkel rundt om solen med klare hvide lys, der ligner horn, ud mod de fire verdenshjørner. Sun Dog er et navn givet af indianerne for dette sjældne naturfænomen som opstår, når der er ganske fine iskrystaller I luften. Dette navn bruges nu af videnskabsmænd over hele verden. Indianerne har en profeti, der siger: Mange Sun Dogs vil blive set når tiden for Den Hvide Buffalo nærmer sig, de vil være Himmelsprogets tegn på, at den Hemmelige og Hellige Lærdom skal deles mellem alle fire racer, den røde, den hvide, den sorte og den gule race. Tilstrækkeligt mange af Jordens Børn vil vågne og bære ansvaret for denne lærdom, og healingsprocessen vil begynde for alvor.
Løvetand blev også født under De Fire Horn, som er betegnelsen for dagene mellem stjernetegnet Vædderen og stjernetegnet Tyren. Vædderne går fra 21.3.-19.4. og repræsenterer mod, beslutsomhed, selvtillid, entusiasme, optimisme, ærlighed og forpligtelse. Så tager tyren over fra 20.4.-20.5. og repræsenterer pålidelighed, tålmodighed, at være praktisk, ansvarlig, stabil, og til at stole på.
Det var, som tilfældet var med brøndkarse ikke MIN ide at Løvetand skulle fødes lige den dag. Det var først efterfølgende jeg blev bragt til at huske ovenstående.
Så jeg satte mig ned med den brændende sol i ryggen overfor en klynge løvetand og skubbede forsigtigt skålen med vand fra Sølverkilde over til dem.
Løvetand siger: Jeg er modig og kender min styrke, jeg står i mit eget centrum og er ikke bange for andres meninger. Jeg er oprører, jeg elsker frihed for alle væsner, og derfor tænker jeg, kalder de mig Fandens Mælkebøtte. Så jeg står rank og stolt og viser mig for alle, fattig som rig, viser mine tænder, som er de smukke takkede blade jeg har, og min løve-manke, som er mine gyldne blomster med de tusinde kronblade. Jeg tænker praktisk og nyttigt og er til glæde og helse for dyr og mennesker. Jeg har min egen rod, min pælerod dybt forankret i jorden. Ja, jeg ved skam hvor jeg hører hjemme, og jeg har mange blomster på én rod, dog vokser jeg gerne i flok, hjælper min familien, så vi giver plads til hinanden, gør vi, men vi er dog sammen i et stærkt sammenhold.
En humlebi er netop landet på en af mine blomster og spejler sig med sine gyldne striber i mine stribede blade og gyldne blomster. Lidt senere lander også to bier. Lykken står den kække bi. Fandens Mælkebøtte, ha! Det ses tydeligt: Jeg er de fattiges Hellige Graal, for I mig kan de spejle deres egen sjæl, deres egen styrke, uden at skulle læse det i bøger.
Fortvivl ikke, jeg er budbringer for alt det gode og glade som altid spirer ud af sorgen og smerten. Hak mig om og jeg kommer stærkere igen, så frivilligt giver jeg gerne af min rod, mine blade og mine blomster til dig, så du kan lære at styrke dit immunforsvar, både fysisk og psykisk.
”Dit hjerte er frit, hav mod til at følge det” Citat Braveheart.
Jeg er Løvetand; jeg kalder til kamp mod diktatur og tvang, mod angst og uro, jeg maner til ro og styrke, giver dig MOD.